Selvforsvar

De tre krav til lovligt brug af nødværge (selvforsvar):

  1. For det første, så skal der være tale om et påbegyndt eller overhængende angreb. Dette betyder, at en trussel over telefonen ikke ville kunne retfærdiggøre, at du går over til gerningsmanden og tæsker ham gul og blå, for derved at påberåbe sig straffelovens § 13, stk. 1. I det foregående eksempel, så er der ikke tale om et (fysisk) påbegyndt eller overhængende angreb, og derfor vil du i stedet kunne rette henvendelse til politiet og anmelde gerningsmanden for overtrædelse af straffelovens § 266, der omhandler trusler.
  2. Det andet krav, der skal være opfyldt førhen man kan påberåbe sig straffelovens § 13, stk. 1, er at (nødværge) handlingen skal have været nødvendig for at modstå eller afværge det påbegyndte eller overhængende angreb jf. § 13, stk. 1. Her skal der anlægges en såkaldt proportionalitetsvurdering, hvilket betyder at man stiller spørgsmålet “kunne angrebet havde været afværget ved anvendelse af mindre indgribende handlinger”. Hvis vi igen benytter eksemplet givet ovenover, så er svaret i det omtalte tilfælde ja.

Den som truslerne var rettet til, kunne have valgt at rette henvendelse til politiet og derved melde gerningsmanden, forudsat at han vidste, hvem gerningsmanden var eller havde mistanke herom, i stedet for at opsøge gerningsmanden og udøve vold mod denne. I denne forbindelse skal der gøres opmærksom på, at anklagemyndigheden i de fleste sager, der drejer sig om påberåbelse af straffeloves § 13, stk. 1, gang på gang påstår, at den angrebne (som nu er tiltalt) ikke kan påberåbe sig bestemmelsen, idet tiltalte (den angrebne) blot kunne have valgt at flygte, og dermed reelt havde undgået at komme i en (fysisk) konfrontation, der nødvendiggjorde anvendelse af vold eller det, der er værre. Til dette argument skal der knyttes en kort bemærkning.

Det er nemlig fast antaget i den strafferetlige litteratur, at ingen har pligt til at “løbe væk” eller forsøge at “løbe væk”, og såfremt man vælger ikke at flygte, så burde denne beslutning ikke, i hvert fald ikke automatisk, udelukke anvendelsen af straffelovens § 13, stk. 1. Det forudsættes i det foregående eksempel, at gerningsmanden og ofret står overfor hinanden, f.eks. at angriberen har opdaget den angrebne på lang afstand, og således begynder at løbe efter denne med den intention at udøve vold.

  1. Det tredje krav er, at nødværgehandlingen skal have været forsvarlig. Straffelovens § 13, stk. 1, giver en vis vejledning i, hvordan dette begreb skal fortolkes i nærværende sammenhæng. Spørgsmålet om forsvarlighed skal for det første afgøres med “under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og den angrebne retsgodes betydning”. Det forudsættes her, at domstolene foretager en konkret skøn af samtlige forhold, der kunne have haft en betydning for udøvelsen af nødværge.